At stå på tæer

Santa Annas helgenskrin i Castelbuono på Sicilien. Kun en gang om året, på hendes festdag i juli, kommer relikviet ud og bæres i procession gennem byen. Resten af året må vi tittet ind til det, det ligger låst ind med tre store hængelåse. Selve kraniedelen er indlagt i en maske, et ansigt, der ikke bidrager til en forståelse af, hvordan Anna har set ud. Men det er også ligegyldigt. Jeg sad et øjeblik og kontemplerede og bad min navnesøster om en indsigt, hun ville dele med mig. Hun er skytshelgen for alle bedsteforældre, og derfor kom min elskede bedsteforældre til mig i tankerne. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er protestantisk og katolsk tradition forbundet som to sider af samme mønt, og en mønt der er slået af et materiale ældre end kristendommen. Hunde er velkomne i kapellet.

At stå på tæer og kigge sultent på æbletræet i naboens have.

Når man er rundet af den protestantiske folkekirkekultur, er de katolske helgener både eksotiske og svære at komme i nærheden af. Netop derfor er de så fascinerende, så mange af mine rejser til Syditalien har også ført til dem. På sidste tur, for et år siden, boede vi i en lille soveby udenfor Palermo, hvor man på byskiltet bliver hilst af både Santa Maria og Jesu’ hellige hjerte. Dette, selvom byens skytshelgen egentlig er San Giuseppe, ham, der fejres d.19. marts med stort opdækkede måltider i kirker og i nogle hjem. Han er praktisk nok indsat der i kalenderen, hvor forårsjævndøgn forlanger sit offer for at garantere, at vinteren vitterlig er forbi og der fra nu af vokser velstand op af jorden takket være solen og varme.

Hvem er hvem, hvem kan hvad, hvilke superkræfter har de, hvorfor er de der, når man bare kan tale direkte med Gud? For os i Norden er det Kristus, der er linket mellem os og den himmelske fader, men for italienerne er der mange flere nuancer i forholdet mellem Gud og mennesker, ikke mindst kirken. Og så giver de mange helgeninder plads til, at også det feminine princip, som vi må lede langt efter i vores egen tradition, får et outlet.

På Sicilien er det særligt Santa Rosalia, hende der beskyttede Palermos borgere mod pesten i 1600-tallet, længe efter hun selv var død, og den lyse, Santa Lucia, hende, vi bærer lys for i december, der dyrkes. Går man op ad Monte Pellegrino, der ligger i udkanten af Palermo og fungerer som bypark, når man til Santa Rosalias kilde, der er et vigtigt vartegn og et pilgrimsmål. Fra kilden tappes helligt vand i små hvide madonnadunke af plastik, sådan en har jeg siden besøget haft stående hjemme i vindueskarmen. Her udgør hun sammen en Willendorf-Venus i rosakvarts, to grankogler fra kæmpefyr i Sibirien og en gylden snekugle, der drysser fnug over en puddel, mit eget lille alter. Ikke for nogen i særdeleshed, men for et princip, det livgivende, det der omfatter alle dyr, planter, mennesker og planeter, det omsorgsfulde, der beskytter dem, der ikke altid selv kan beskytte sig selv. Dyr, planter, mennesker, planeter.

Sidste år, da pandemien brød ud, var det naturligvis også Santa Rosalia, palermitanerne greb til for beskyttelse. Oppe fra Monte Pellergrino ser man ud over Palermo, er ligger som en perle i en gylden muslingeskal, og en af de mange legender fortæller, at det netop var her, Afrodite fødtes af havets skum. Længe før, der var helgener og helgeninder, var der gudinder og de var ikke hvem som helst. De lever videre mange steder på Sicilien.

Jeg ofrestiller mig, at de første kirkefædre, oldkirkens tekstforfattere og konceptmagere, må have revet sig i skægget og forsøgt at højne kreativiteten med endnu et afkog af bulmeurt, for at finde ud af, hvad de skulle stille op med den enorme efterspørgsel på det kvindeligt guddommelige i den nye tids religion, der jo egentlig kun kunne tilbyde de søgende en enkelt mand og en enkelt, om end, almægtig, gud.

Hvem skulle man nu gå til med de ting, man ikke rigtig kan dele med en mand? Mens de har brainstormet og iført sig den ene kreative hat efter den anden og måske endda castet flere forskellige typer, som de har kørt fokusgrupper på, er der måske en, der lige pludselig har fået den glimrende ide, at caste et par kvinder også. Det virkede! Det var svaret på bønner om kærlighed, skønhed, sundhed, barnefødsler, hjemlige spørgsmål. Da de først fik kvinderne med gik det stærkt med at udbrede den nye religion, og bygge kirker uden på templer, som domkirken i Siracusa, der udenpå er siciliansk barok, men inden i holdes oppe af søjlerne fra det Athene-tempel, der stod her, mens Siracusa var et af verdens knudepunkter for viden og kunst.

En af de første kirkefædrene castede, var Jomfru Maria, selvom hun nok selv fortrak at arbejde udenfor rampelyset, i det stille, i det skjulte. Som kristusmoderen kunne hun bruges som kanal for alt det trivielle ved kvindelivet – barnefødsler, moderskab, betingelsesløs kærlighed, ikke at gøre noget væsen af sig selv.

Derfor forekom hun mig i mange år irriterende selvudslettende med sin vaghed, altid smalt smilende læber, sin passivitet. Stillestående, uden personlighed. Kedelig, faktisk. En grå mus. Jeg kan ikke sige, at der indtraf et skifte på en gang, men jeg kan sige at julesangen ”Maria gennem torne går” altid har bevæget mig dybt. Lige som Jesus selv er tornekranset, lige så lever Maria så dybt med i hans lidelse, at hun frivilligt bevæger sig gennem tornekrattet. Den indadvendte, stille kvalitet, den betingelsesløse kærlighed, som Jomfru Maria er et forbillede på sammen med harmoni, hjælpsomhed, mildhed, hjertens godhed og dyb medmenneskelighed, der i det stille gør sig sine tanker og refleksioner. Hende, der gemmer ordene i sit hjerte. Og når jeg kigger på hendes ansigt, ser jeg at også hun bærer træk fra tidligere tiders gudinder, nogle af trækkene kender jeg fra den romerske gudinde Hestia, hende, der sjældent er afbilledet, hende, der sjældent er skrevet om, men hende enhver romersk by og ethvert romersk hjem tændte en evig flamme for. The Lady of the House.

Jeg ser også hende, der ved, hende der studerer og lærer og hende der gennem iagttageler er i stand til at gøre det, der må gøres. At gå ind i graven og finde den tom. At se sin søn dø først. At gå gennem tornekrattet.

Hver helgen har sin dag, der fejres i hele den katolske verden. Kun nogle få af dem er vi også vokset op med, men det falder ikke naturligt og det er nogle gange som at stå på tæer og kigge sultent på æbletræet i naboens have, når man som protestant prøver at nærme sig de katolske helgener.

Frans af Assisi er nok den, der med størst selvfølgelighed åbner havelågen, også for dem, der ikke er katolikker. Frans havde ikke bare for over 1000 år siden, men også i dag en særlig tiltrækning på følsomme sjæle og hvis der fandtes en helgen for hipstere, må det være ham. Han var økolog længe før det fandtes, han var fortaler for naturen før Greenpeace, og han var reelt minimalist. I munterhed levede og gjorde han meget med lidt, endda på trods af et halvdårligt helbred. Han lod sig ikke gå på. Han gik bare videre.

 Hans navnedag fejrer ikke kun katolikker, men dyreelsker verden over, og enhver, der har kæledyr, ved, at det nogle gange er bedre at bede til Frans end at gå til dyrlægen. Det er i hvert fald billigere.

Som om det ikke er cool nok, ligger der i fortællingen om Frans også fortællingen om Clara, igen en af de kvindeskikkelser, vi gerne vil vide noget mere om, men endnu vigtigere måske deres relation.

Som unge forlovede, siden, da de afsværgede al jordisk gods, titler og borgerlige privilegier, forbundet i arbejdet for at udbrede troen, bygge klostre, hjælpe de svage, byde Paven modstand.

Hvad helgenerne betyder for italienerne, forstod jeg, da jeg stod foran domkirken i en mindre havneby i Apulien. Det var den årlige festdag for byens skyshelgeninde, der beskyttede sømænd og fiskere, og hele byen var spærret af for trafik og spændt op til maks. Butikkerne havde rullet skodderne ned og hele byen var pyntet med blomster og kulørte lyskæder i et format, der kun findes i Syditalien. Alle havde fri fra arbejde, skolerne var lukket og som traditionen bød, var træfiguren af madonnaen nogle dage før forsigtigt blevet flyttet fra sin faste plads i en af byens andre kirker, og befandt sig nu inde i domkirken bag enorme, tunge trædøre. Folk var begyndt at stimle sammen på domkirkepladsen, der skrånede let ned mod vejen til havnen, og da jeg var kommet tidligt stod jeg kun et par meter fra dørene, lidt til højre for midten. Som solen steg op på himlen, steg også stemningen og forventningen, for der var ikke fastsat andet tidspunkt for madonnaens exit fra domkirken, end det, der naturlig indtraf, når de otte særligt udvalgte fiskere ville kæmpe sig gennem den efterhånden store og solbagte menneskemængde, for med stærke nævers slag på kirkedørene, at anmode om at få lov til at hente madonnaen, som de derefter skulle bære i langsom procession gennem den gamle bydel med til haven. Herfra ville hun blive løftet over i en båd og sejlet ud på det hav, hun beskyttede fiskere og sømænd imod, mens fyrværkeri knaldede og bragede ud over hele havnen.

Lige foran mig stod en lille gruppe kvinder, en midaldrende mor og tre voksne døtre eller svigerdøtre, den ene af døtrene havde en lille, buttet dreng på armen, der så ud til at være 4-5 år. Stor nok til at forstå og lille nok til at glæde sig til denne dag som til juleaften.

Pludselig begyndte der at gå lette bølger gennem folkemængende, som efterhånden talte mange tusinde mennesker. Det var den skubben og masen, de otte fiskeres langsomme og trange vej op mod kirken affødte, der spredte sig i den forventningsfulde mængde. ”Hvornår sker der, hvornår sker det”, lød det alle steder fra, ”snart sker det, snart sker det”, lød svaret andre steder fra.

Alligevel varede det en rum tid før fiskerne nåede op til, hvor vi stod, dermed kun var få meter fra kirkedørene. Nu var der ingen vej tilbage, nu var det snart, og da de første dumpe slag ramte kirkens døre, blev mængden med et stille. Næste slag og næste igen øgede spændingen, der nu var på sit yderste, og endelig åbnede dørene sig og fiskerne gik ind. Dørene faldt i igen. Det var næsten ikke til at bære, så elektrisk ladet var luften og så sket det: Dørene gik op igen, og forenden af den prægtigt pyntede plade, der var udstyret med blomster og grene, kom til syne i kirkedøren, brød jublen løs i et brøl. Og så skete da, da madonnaen viste sit milde ansigt, at den lille dreng, der ligesom alle os andre havde ventet i flere timer i solen, så fuld af forventning, og utålmodig at han næsten ikke kunne være i sin krop, brød fuldstændig sammen, sønderknust af synet, og begyndte at græde utrøsteligt. Tårerne sprang fra hans øjne som små stjerner fra en stjernekaster og hans mund vred sig til vræl, der ikke kunne dæmpes. Aldrig har jeg set så ulykkeligt og samtidig så afklaret et barn, for det var som om, denne strøm af tårer flød ind i en lang tradition hinsides tid og sted.

Hvad helgenerne betyder for italienerne forstår jeg stadig ikke fuldt ud, og slet ikke i dag, hvor også helgenerne og kirke og åndelighed taber terræn til konspirationsteorier, computerspil og TikTok, men for den lille dreng på domkirkepladsen betød synet af madonnaen alt, og for mig, der stadig står og strækker mig på tæerne ved havelågen, betyder især helgeninderne en mulighed for at få en bid af det hverdags-guddommelige.

Sidste færge fra Sicilien

Vi sad under oliepalmen i haven lørdag eftermiddag, da vi hørte en højttalerbil skratte ude på hovedgaden i den lille soveby på det nordvestlige Sicilien, hvor vi overvintrede. Af en lørdag at være var her i forvejen stille, og selv da butikkerne rullede skodderne op igen sidst på eftermiddagen, forblev gaden foruroligende tom. Lørdag er ellers den dag, der handles, sludres, slentres, socialiseres, men døren til cannoli-bageren overfor stod ubevægelig, og selv i det travleste kryds, hvor slagter, paninoteca og et par barer dannede et naturligt centrum for lørdagseftermiddags-aktivitet, og som desuden var frakørslen fra autostradaen, hang luften stille over kørebanens asfalt, kun nu og da puffet væk af en ensom bil.

Vi havde vendt det løbende over den sidste tid. Om situationen nu var så kritisk, at vi burde rejse hjem? Men vores stærkeste argumente var, at der stadig kun var ganske få tilfælde af sygdommen på Sicilien, og at vi hele tiden havde fulgt sundhedsmyndighedernes anvisninger om afstand, håndsprit og håndvask. Corona forgik i Norditalien, som ligger tættere på Danmark end Palermo. I forvejen var vi bare os, vi havde ikke mange sociale relationer, og den eneste nabo, vi havde lært at kende, var en forstyrret ældre mand, der lod sine vrangforestillinger gå ud over alle, der passerede hans fortov. Her slog han ud efter alle forbipasserende med en kost, mens han råbende besvarede stemmerne i sit hoved. Jeg forsvaret mig ved at bede ham lade være med at slå, mens jeg hastede videre. Sådan endte vores samtale, men den fortsatte muligvis, da der en aften nogle dage senere lød en klirren ude i portbygningen. Nogen havde kastet en flaske ind gennem den store smedejernsport, og nu lå der grønne splinter overalt mellem pigstenene. Måske var det den vanvittiges svar.

Vi følte os ikke i nogen overhængende fare, og det var allerede en uge siden vi sidst have været ude blandt mennesker, nemlig på min fødselsdag d. 1. marts, der selv for Sicilien havde vist sig som ualmindeligt varm og mild med høj sol og 24 grader. Blækspruttesalat og pasta med sværdfisk samt et køligt glas Grillo på en næsten tom restaurant, var det sidste måltid, vi havde spist uden for huset, ja sidste gang vi overhovedet havde været ude blandt andre. Alle var af huse den dag, men de fleste ville hellere promenere i det smukke vejr end at spise på en restaurant, der ikke var helt vågen af sin vintersøvn.

      Vi havde taget forskud på den karantæne, hele verden snart ville blive sat i, og vi var blevet hjemme i huset og haven, kun afbrudt af indkøb, hvor vi holdt afstand, og gåture med Nelson, hvor vi ikke stoppede og talte med nogen udover den lille pige, der havde stoppet mig en af dagene og spurgt, om jeg var kineser? Vi var de eneste, der så fremmedartede ud i den lille by, hvor de fleste enten kendte hinanden eller var i familie med hinanden.

Højtalervognens skratten gjorde det umuligt at høre, hvad der blev sagt, men vi kunne fornemme at stemningen var mere alvorlig end i den foregående uge, hvor det fantastiske forårsvejr havde overbevist kaffebaren på Piazza Dante om at det var lunt nok til at fjerne skodderne fra terrassen, så man kunne drikke cappuccino udendørs.

Men alting var anderledes nu. Vi besluttede at sove på det.

Sicilien var foreløbigt gået fri, der var færre tilfælde end i Danmark, befolkningerne er næsten lige store. De få tilfælde, der havde været, var turister fra Bergamo, epicenteret i Norditalien, der straks var blevet indlagt på hospitalet i Palermo, men ikke havde nået at smitte nogen uden for den rejsegruppe, de var en dal af. Af sikkerhedshensyn og for at følge trit med resten af nationen, var alle skoler og uddannelsesinstitutioner blevet lukket ned, og der havde været underligt stille i haven, der lå op ad en af de kommunale skoler. Alle kinesiske butikker i Palermo havde ”frivilligt” valgt at lukke indtil videre, men museer og offentlige institutioner var stadig åbne. Dagligt fulgte vi Palermo Today, Giornale di Sicilia og ANSA, det italienske nyhedsbureau, og vi havde overvejet, at hvis der blev udsted udgangsforbud, som der allerede var i Norditalien, ville huset og den store have ikke være det værste sted at opholde sig.

Det var de overvejelser, der bølgede hen over sengetæppet, da vi søndag morgen vejede for og imod.

Så ringede telefonen. Det var hjemmefra, det var nogen, der gerne ville vide, om vi stadig var på Sicilien? For at sige, at nu var det tid at vende hjem. Man kunne jo ikke engang håndtere katastrofen i det velordnede, velhavende Norditalien, og man frygtede, hvad der kunne ske, hvis virus for alvor bredte sig til Syditalien, der i forvejen er udfordret. Jeg havde set syditalienske hospitaler indefra, og det var nedslående. Opkaldet hjemmefra kom fra en bekendt, der arbejdede i WHO. Det var overbevisende. Morten klappede computeren op, for at se, hvad tid færgen sejlede fra Palermo, men datoen kørte ud over skærmens kant, det var som om dagen i morgen ikke eksisterede i computerens system.

Vi kiggede på hinanden, det var ikke mere at sige, alt pegede på, at det var nu. Vi stod op, og mens Morten købte færgebilletten, regnede jeg på ruter, kilometer, luftepauser og dieselforbrug. Jeg opgav ret hurtigt den rute, vi for nogle måneder siden var kommet ad, for ved at tage færgen tilbage til Genova, kunne vi risikere at blive dirigeret vest over, uden om de blinkende røde corona-zoner, helt over til Frankrig. På et kort, jeg fandt på ANSAs hjemmeside, kunne jeg se en smal, hvid korridor slynge sig udenom Lombardiet, og det så derfor ud, som om det stadig var muligt at køre over Brennerpasset, vores første pejlemærke ud af Italien.

 Vi pakkede flere måneders liv ned i kufferterne, hurtigt og med sikker hånd. Jeg ville have købt en særlig effektiv, roterende gulvmoppe, besøgt et vintagearkiv i Palermo, foræret den unge bagerpige, der hver dag have forkælet Nelson med pølsestykker, et par øreringe, og jeg ville have hjembragt forsyninger af den lokale olivenolie, som vores grønthandlers fætter producerede, alt sammen glæder, jeg ville have gjort mig selv og andre og som jeg havde udsat, men nu tømte vi i hast det trefløjede klædeskab, foldede t-shirts og striktrøjer og stak strømper ned i sko og sko ned i sidelommer på kufferterne.

Alessandra, der tog sig af alt det praktiske omkring huset, og som vi tit havde sludret med i haven, mens hundene legede, kom forbi hen ad eftermiddagen. Hun virkede rystet og beklemt, og vi talte lidt om hendes lungesyge bedstefar, som hun nu var så bekymret for. Vi forsøgte ikke at tænke på, hvad vores bekendte hjemmefra havde sagt om de overvejelser, WHO gjorde sig om især Syditalien, og tog så afsked uden kindkys, uden kram.

Ruten hed Palermo – Napoli, med den sidste færge, så vi kunne vågne friske i Napoli næste morgen og køre mod Firenze, for her at gøre et sidste stop, inden vi krydsede delstatsgrænsen til Emilie Romagna, den første røde region på vores tur. To måner tidligere var vi ankommet til havnen i Palermo en aften, nu var vi klar til at forlade havnen, byen og øen igen i skumringen. Da vi viste billet til vagterne ved indkørslen til færgelejet, blev vi sendt tilbage til billetkontoret, hvor vi skulle skrive under på, at vi ikke udviste symptomer på covid-19 og ikke havde været i Kina indenfor den seneste tid.

Som vi også havde oplevet det i Genova, måtte vi vente på, at lastbilerne kørte ombord først, og da vi ikke hørte til nogen steder i køerne, blev vi gennet over til siden, hvor vi var ved at blive mast af lastbilerne, indtil vi endelig fik lov til at køre ombord på en næsten tom færge. Vores hovedkilde til nyheder havde længe være dr.dk, der kørte et tema om branden på Scandinavian Star, som havde lejret sig i vores underbevidsthed og fik de lange øde gange og rustne trapper til at se mere uhyggelige end de havde forekommet os på udturen. Mens vi lagde os til at sove i kahytten, befalede premierminister Giuseppe Conte Italien i lockdown.

I Napoli var der kun en ting at gøre: foden på speederen og så få pauser, som vi kunne tillade os at holde af hensyn til Nelson. Sidste spisepause holdt vi kort efter Firenze. Jeg hentede sandwich fra baren med god afstand til de øvrige handlende, og vi spiste på parkeringspladsen i støvregnen, luftede Nelson og tankede bilen op.

I de øvrige to, tre tissepauser vi holdt, drak vi espresso af papkrus og vaskede hænder. Og så sprittede vi. Rat, instrumentbræt, telefoner, kreditkort, hundesnorens håndtag – alt blev sprittet af. Et af dækkene var begyndt at tabte luft, men der var ingen ventetid ved pumpen, for tankstationen var som blæst for mennesker og biler. Kun enkelte rengøringsfolk stod og talte sammen, og baristaerne kiggede langt efter kunder, der ikke kom, mens nyhederne løb over tv-skærmen bag baren: flere døde, flere smittede, et land i undtagelsestilstand, i opløsning.

Jo længere nordpå vi kom, jo mere øde blev motorvejene i vores retning. Det var som at køre om natten i strålende solskin. Af og til blev vi overhalet af en rustvogn. Det var næsten ikke til at bære.

Det var et stykke før Gardasøen, at GPS’en pludselig dirigerede os væk fra autostradaen. På kortet var det tydeligt at se, at autostradaen gik i lige linje op til grænsen, og der var ikke markeret vejarbejde eller kø. Når det ikke faldt os ind, var det måske fordi alvoren endnu ikke helt var gået op for os, og efter 62 km på landeveje begyndte vi at skændes. Chaufføren var træt af navigatørens væven, navigatøren stolede denne gang på GPS’en, selvom den flere gange havde sendt os på afveje i de sicilianske bjerge. Men det her var Norditalien, her kunne man jo stole på…det var lige der, det gik op for os, at det var Norditalien, og at GPS’en netop derfor havde dirigeret os uden om Lombardiet, den røde zone, og gennem den hvide korridor langs Gardasøen, som jeg havde set på ANSAs hjemmeside dagen før.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men nok ikke, at vi kunne køre lige hen over en ubemandet grænseovergang og ind i Østrig, uden på nogen måde at blive stoppet eller kontrolleret. Men vi kørte uantastede over og videre og ned i parkeringskælderen under et hotel i Innsbruck, som havde masser af ledige værelser midt i skisæsonen. Det var en lettelse at kunne gå en runde i hyggelige gader med Nelson, at kunne gå ud og spise vegetarmad på et hipt, ungt sted, tage et glas Grüner Veltliner og så synke ned under en tyk, østrigsk dyne, i sikkerhed, ude af Italien. Fuldmånen hang tung og tæt over de sneklædte bjerge, jeg kunne se fra sengen. Lige så klart havde den stået, da vi var rullet ombord på færgen i Genova og med kurs mod Palermo. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være så lykkelig for at forlade Italien.

Lettelsen varede kun til vi morgenmaden, hvor Østrig var på forsiden af alle morgenaviserne, ja det viste sig, at Tyrol og Innsbruck var epicenteret for spredning af virus til hele verden. Det var blot blevet fejet ind under gulvtæppet af hotelejere og turistmyndighederne. Vi slugte kaffe, brezel og birchermüesli, derefter blev nattøjet kastet i kufferten og så stod den igen på sprit, sprit, sprit. Nelson var mild og medgørlig og hoppede bravt op i sin transportkasse, hvor han snurrede sig sammen som en ræv. Han kunne mærke, at vi var anspændte, at det nu drejede sig om at komme hjem. Vi smækkede bildørene i til de sidste 1000 km af vores hjemtur.

 Efter mine beregninger ville vi kunne nå den sidste færge fra Hammer Bakke til Orø, selvom vi holdt luftepauser og eventuelt skulle snegle afsted i Stau ved nogle af de utallige vejarbejder, der var markeret med røde trekanter på ruten. Kunstværket Grüss Göttin hilste os i pink neon, da vi drejede ud mod motorvejen, og jeg tog den hilsen som et tegn.

Kort efter Innsbruck faldt de første dråber. Tunge tæpper af drivende væde lagde sig over bilerne, kørebanen, landskabet hele vejen gennem Tyskland, endnu en grænse vi passerede uden at blive stoppet. På hele turen blev vi kun kontrolleret ved grænseovergangen i Rødby, og udelukkende fordi vi fremviste hundens blå pas. Det handlede om en aktion mod ulovlig import af hunde, men ikke et ord om corona blev nævnt.

Viskerne fejede frem og tilbage i en uafbrudt, gentaget bevægelse og vi tændte for første gang i flere måneder for varmen. En ven skrev hjemmefra, at han havde hørt, at Østrig nu havde lukket grænsen til Italien, måske var det kun et spørgsmål om timer, før Tyskland lukkede til Østrig, Danmark til Tyskland. Jeg måtte scrolle langt ned i meddelelserne på danskerlisten, før jeg fandt det sted, hvor det stod, at danskere altid ville kunne rejse ind i Danmark.

Vi minimerede pauser, vi optimerede på sprit, på udendørsspisepauser og på papkrusespresso i den iskolde, uophørlige regn. Nelson gad ikke engang snuse, han skulle bare have overstået sit, så han kunne komme tilbage til den trygge varme kasse. Vi var ikke i Kansas mere, Toto og vi, og mine sko var ikke røde, men tilsølede af mudder fra den sidste luftetur på et ikkested ved Kassel. Foran os måtte regnbuen være.

Det tog tid, regnen sænkede sigtbarheden og vi sænkede farten, og fordi vi var ved at være trætte, besluttede vi at tage over Femern fremfor Flensborg. Ved Hanover bøjede vi derfor af i retning af færgen.

Som om det ikke allerede havde skyllet ned hele dagen, tiltog regnen yderligere, og i det krybende mørke var kørebanen knapt nok synlig. Kun de forankørende bilers baglygter holdt os på sporet, og kun GPS´en kunne bekræfte, at det var den rette vej, vi var slået ind på, først mod Lübeck og derefter til Puttgarden. Vi ville være ved færgen om under en time nu.

Samme lettelse, vi havde følt i Innsbruck bredte sig igen og vi begyndte glæde os til at gense børn, venner og naboer. Tanken om, at vi ville være i havnen lige om lidt og derefter kunne tage et hvil på færgen, gav os ny energi og en sidste time og 45 minutter, det tager at kører fra Rødby til Hammer Bakke, syntes som en søndagsudflugt. Vi skulle bare lige med færgen først.

De sidste ti km mod Puttgarden færgehavn glider en smal landevej hen over Femern og er den eneste tilkørselsvej for al trafik til færgerne. Landevejen består af en vejbane i hver retning uden rabat, der er ingen vejbelysning og heller ikke nogen rabat, blot autoværn og et smalt brombærkrat på den anden side, før togskinnerne begynder. Lastbilerne sænker ikke nødvendigvis farten her, bare fordi det ikke længere er motorvej.

Det var her, i mørket, at bilen gav op. Midt på vejen, midt i mørket og øsregnen flammede et par ukendte ikoner op på instrumentbrættet, inden motoren åndede ud. Vi drejede nøglen, koblede ud, ingenting. Vi prøvede igen og igen. Slet ingenting. Nødblinket virkede, men hvor længe? Bilerne, flest lastbiler, ræsede tæt forbi os for at nå færgen til Rødby, og det var livsfarligt at kravle ud bag bilen i mørket og bakse de tunge kufferter op af det tætpakkede bagagerum for at grave advarselstrekanten op, der lå under al bagagen. Hvor synlige var nødblinkene i den tætte regn? Var det forsvarligt at blive siddende i bilen? Vi kravlede ud i brombærkrattet på den anden side af autoværnet. Autohjælpen kunne først være fremme om halvanden time, det fossede ned og nu var ikke mere strøm på telefonen. Da jeg ville lempe Nelson ned på jorden, slog han kløerne i og hagede sig fast i min arm. Her blev han til politiet parkerede bag os, og vi trygt kunne sætte os ind i bilen og vente på autohjælpen.

Er hele verden blevet skør?

Så stop den for en stund! Forlaget Alice har fyldt en værktøjskasse med alt, du behøver, til at tage en pause fra det hele. Pandemi, lockdown, vanvid, SoMe – her er de små redskaber, der virker hver gang:

Spis et æble

Gå udenfor

Se bookmarkede videoer på Youtube

Hør podcast

Lav en kop the

Tag et hvil

Gå en runde

Find en eller flere film på Filmstriben og gem dem til senere

Tag tre dybe vejrtrækninger

Lav yoga

Sæt en vask over

Ryd op i et skab

Ring til en ven 

Opdater Goodreads

Find bøger på ereolen og bookmarke dem eller bestille dem

Ryd op på harddisken, en mappe ad gangen

Hør lydbog

Lær et nyt sprog – Italkit og Duolingo er nemme at bruge

Læs en bog, du ellers ikke ville have læst

Skriv et postkort til en ven

Send en opmuntrende mail til en, du næsten ikke kender, men alligevel kender godt nok til at vide, at hun trænger til opmuntring.

Skriv!

Velkommen til boghandlen

Nu kan du også købe bøger gennem Forlaget Alice. Køb Bliv forfatter – skriv autentisk og effektivt som e-bog her.

Vil du hellere købe bogen som hardcover, skal du sende din bestilling til presse @ forlagetalice.dk. Skriv venligst antal samt leveringsadresse, så modtager du en mail med betalingsinformation.

Bliv forfatter udkommer medio november

Drømmer du om at skrive bøger? Så skal du starte med at læse Bliv forfatter!

Bliv forfatter- skriv autentisk og effektivt udkommer nu for første gang på dansk, oversat og bearbejdet af journalist Anne Absalonsen og forfatter Morten Seifert, der også har skrevet et helt nyt forord. Den udkom første gang på engelsk i 1934 og har været grundbog for tusinder af skrivende lige siden.

Bliv forfatterskriv autentisk og effektivt er en anderledes bog om at skrive, fordi den klæder læseren på til at være forfatter i alle detaljer, før hun overhovedet begynder at skrive. Gennem konkrete øvelser og meditation får hun fjernet de blokeringer, der forhindrer hende i at skrive frit og i flow.

Bogen henvender sig til alle, som brændende ønsker at skrive fiktion, men aldrig for alvor sætter sig til tastaturet eller som opgiver efter nogle få skrive-sessions. Men Bliv forfatterskriv autentisk og effektivt er også en gave til dem, der vil skrive selvbiografier, faglitteratur eller klummer og de forfattere, der allerede har skrevet nogle bøger, men ikke kan komme videre.

Det er en håndbog i forfattermagi og i at træne den kreative skriveproces. En konkret og original manual, der får den autentiske forfatter frem. For alle der gerne vil, kan skrive, og alle, der følger Dorothea Brandes metode kan skrive personligt og originalt.

Kontakt forlaget, hvis du ønsker at bringer et uddrag fra bogen eller kunne tænke dig et læserevent med oversætterne, hvor de deler skrivetips og pointer fra bogen. Omslaget er vedhæftet.

Fakta:

Titel: Bliv forfatter – skriv autentisk og effektivt

Forfatter: Dorothea Brande

Forlag: Forlaget Alice

Oversættelse: Anne Absalonsen & Morten Seifert

Format: 140 X 215, hardcover

Pris: DKK 299,-

Udkommer: Medio november 2019

ISBN: 978-87-970902-2-0

ISBN: E-BOG 978-87-970902-1-3

Kan købes i boghandler og internetboghandler over hele landet. Eller her – ved at sende en mail til presse(@)forlagetalice.dk

Gode boghandlere er GULD værd – Frederiksberg og Vesterbro

Da en bekendt hørte, at jeg havde startet et forlag og udgivet den første bog, udbrød han: ”Det kræver vel ikke andet end en printer i dag”.  Jeg havde sådan ønsket, han havde kunnet se mig i går, da jeg padlede mig frem gennem regnen på min hvide Raleigh og kanvassede bøger fra cykelkurven (de var pakket godt og smukt ind i japansk indpakningspapir). Jeg havde ydermere to interview-aftaler, men alt – boghandlere og interviews – lå på Vesterbro og Frederiksberg, hvor jeg også kender et godt sted at drikke varm cacao, og så gik ligningen bøger + regn+ interviews jo op.

Det er derfor, jeg i dag med stolthed og glæde kan præsentere de første tre boghandlere, der turde tage imod en dryppende forlægger fra et endnu ukendt forlag og sætte GULD I MUND på hylden, klar til julesalget:

 

Klein Bog & Idé

Gammel Kongevej 125

1850 Frederiksberg C

 

BOGHANDLEREN

Godthåbsvej 32 A

2000 Frederiksberg

 

Thiemers Magasin

Tullinsgade 24

1618 København V

 

Bor du ikke lige her i smørhullet, kan din lokale boghandler bestille Guld i mund hjem via DBK (boghandlernes centrale lager), hvis de da ikke allerede har gjort det.

Glem alt om stenalderkost, nu kommer guldalderkost!

Guld i mund – Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen er noget så sjældent som en historisk kogebog med 35 originale opskrifter på retter fra 1790 – 1860’erne. Bogen er smukt fotograferet af Stuart McIntyre, og alle opskrifter er gennemprøvet i Bakkehusets eget køkken af køkkenchef, Anne Sofie Balleby Berlin, så du kan smage, hvad H.C. Andersen har smagt.

Kogebogen følger op på den uhyre populære udstilling Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen, som Bakkehuset på Frederiksberg netop har valgt at forlænge til marts 2019. Både udstillingen og bogen beskriver på en levende og indsigtsfuld måde, hvad og hvordan man spiste, ikke kun hos Kamma Rahbek i Bakkehuset, men også på Sophienholm og hos Familien Collin, hvor H.C. Andersen var hyppig gæst.

Udover en præsentation af sæder og skikke i perioden indeholder bogen en lang række sunde og velsmagende opskrifter på retter, som let kan tilberedes i et moderne køkken.

Prøv en kold æblesuppe af umodne nedfaldsæbler eller en delikat vingele, krydderkage eller duepostej. En væsentlig del af køkkenkunsten bestod i at henkoge, sylte, tørre og fermentere årstidens frugt, grønt og bær, hvilket du også finder mange gode anvisninger på i bogen. Intet må gå til spilde, og både bæredygtighed og jord-til-bord var væsentlige principper for hus – og havehold, uden at disse begeber overhovedet var opfundet.Kogebogen er skrevet af museumsinspektør ved Bakkehuset, Gertrud With i samarbejde med journalist, Anne Absalonsen, ligesom alle retter er gennemprøvet og tilsmagt af køkkenchef, Anne Sofie Balleby Berlin, der til daglig kokkererer i Orangeriet ved Bakkehuset.  

Guld i mund – Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen kan købes i udvalgte boghandler landet over, eller du kan forudbestille den ved at sende en mail med navn og leveringsadresse til presse @ forlagetalice.dk.

 

 Fakta om udgivelsen:

Forfatter:         Gertrud With

Format:            170 x 240 mm

Udgivelse:       Nu

Forlag:             Forlaget Alice og Bakkehuset

Vejl. pris:         295 DKK

 

Kan købes i boghandlere over hele landet, via Saxo.com, i Bakkehuset eller ved at sende en mail til presse (@) forlagetalice.dk med navn, leveringsadresse og telefonnummer.

 

Følgende takkes for deres støtte:

Kraghs Mindelegat

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond

Oticon Fonden

Bakkehuset

Frederiksbergmuseerne

Chr. Augustinus fabrikkers fond